Lidt om mig, min Afrikanske opvækst og formålet med bloggen her.

De første 8 år af mit liv boede jeg i Helsingør og de næste 10 år boede jeg i det sydlige Afrika, i landene Zambia (1984-1987) og Zimbabwe (1989-1995). 

Det er lande med stor natur. Himmelens bue er enorm og jorden rød, luften er varm og krydret.
I Zambia boede vi meget bogstaveligt i  naturen. Da vi ankom til landet, var der blot en grund, intet hus, midt i den enorme bush. Min far byggede vores hus, med langt til nærmeste nabo. Jeg har sidenhen flere gange tænkt på, at det på mange måder var Det Lille Hus På Savannen. Det lå åbent, på toppen af en stor forhøjning i landskabet, omgivet af uendelige vider af græsland med små, tornede buske og majestætiske acacie- og mukwatræer, hvor de farverige væverfugle byggede deres imponerede reder. De lokale troede, at min far byggede en kirke, for de havde aldrig set et hus med så høj rejsning, de var vant til lave, fladtagede huse og lerhytter med græstag. Et stort, hvidt hus med højt-højt tag... det måtte være en kirke.

Vores hus i Zambia

Mine år i Afrika har lagt grundstenen for den jeg er idag. Jeg husker mit liv der, som uendeligt meningsfyldt. Jeg brugte alt min fritid i bushen med mine venner, de lærte mig alt fra hvilke planter og træer man brugte til forskellige drikke og medicin, til hvordan man fanger og tilbereder mus, sætter snarer for fugle og nedlægger små dyr med slangebøsse. Jeg lærte hvor mange fantastiske ting man kan lave af det man har ved hånden- majsstilke kunne blive til biler, plastikposer blev til bolde, bananblade til hatte og skørter, mudder og ler til bondegårdsdyr, kapsler til snurrekapsler (se her: SNURREKAPSEL), små sten til et virkeligt sjovt spil (se her: TERRE) og ståltråd til biler.

majs-stilk biler

ler-dyr, mennesker og osekærrer (tørrer med bunden i vejret)

ståltrådsbil (trailer)

 hatte af bananblade og majsstokke som sværd

 terre

  min bedste ven, Okonkwo, og jeg, skærer gummi til slangebøsser vha barberblade

 Græsbil med vinduesviskere der virker.

 Dåse + ståltråd = bil

 Vi ordner majs- de nøgne kolber kan bruges til, at bygge legetøj af.

Især årene i Afrika har præget mig meget og knyttet mig tæt til den natur der omgiver mig. Opfattelsen af, og omgangen med, naturen og de væsner der bebor den, er en ganske anden i Afrika end her i Danmark. Naturånder, forfædre og shamaner er en lige så virkelig del af livet og hverdagen som at spise, sove og arbejde. Der er en meget klarere bevidsthed om, at være afhængig af jorden og det den giver. 

Mange her i Danmark, ville bruge ord som "overtro" eller "primitiv tankegang" i deres beskrivelse af denne kultur. Jeg vil bruge ord som visdom og samhørighed. Når man accepterer alt som værende besjælet, må man samtidigt acceptere, at der findes helt andre intelligenser og helt andre eksistenser end dem vi normalt godkender i vores del af verden. Vi har for vane, at anse os selv som den øverste intelligens... men måske er det slet ikke muligt, at måle to så forskellige intelligenser som fx mennesket og musvitten op mod hinanden. Eller mennesket og træet. Mennesket og vinden. Og her tænker du måske, "nej selvfølgeligt kan man ikke det, for hverken træ eller vind har intelligens!". Hvad så med sjæl? Har de heller ikke det? Kan man ikke lære noget af et træ? Kan en ugle give en håb?
Mine svar vil i alle tilfælde være "ja". Og jeg tror, at alle ville kunne svare ja, hvis de åbnede op for muligheden for, at der er så meget mere i verden omkring dem, end de er blevet opdraget og præget til, at tro.

 Vi graver efter spiselige rødder. 
 

Lad mig give et eksempel fra mit eget liv:

For nyligt, i august i år, døde min mand gennem 11 år meget pludseligt og uventet. Efter de første par måneder, som mest er en døs, begyndte jeg, at komme lidt til mig selv. Men ikke helt på den gode måde. Jeg begyndte, at opleve en masse angst. Knap to år forinden havde jeg mistet min bror, der døde af kræft og nu var min mand død, umiddelbart uden grund- et "pludseligt uventet dødsfald". Angsten begyndte, at vokse i mig. Ville jeg selv pludseligt dø og efterlade min datter uden hverken mor eller far? Ville min datter dø fra mig og efterlade mig uden de to mennesker jeg elsker højest her i livet? 
En nat hvor jeg lå vågen og mærkede mit hjerte hamre i brystet på mig, var der pludseligt en ugle der tudede udenfor mit vindue. Jeg havde ikke hørt den siden den nat min mand døde, hvor den også havde tudet udenfor mit vindue.
Nu lå jeg og lyttede og ganske langsomt gik det op for mig, at den kaldte på mig. Den kaldte på mig og fortalte mig, at jeg stadigt var en del af den og af skoven og vinden og livet omkring mig. At min angst ikke var mit liv og at min fremtid ikke lå i bekymringer og forventninger om død og ulykke. Det var så kraftfuldt, at jeg begyndte at græde. Jeg følte mig meget lettet og har siden da følt, at mit fokus igen er blevet vendt imod at leve, selv om sorgen og smerten er stor og overvældende hver dag. Det vil den være længe, men Ugle lovede mig, at med tiden, vil sorgen finde sit sted i mit liv, så der igen vil blive plads til glæden og udsynet til fremtiden.

Jeg oplever, at naturen og især ophold i naturen, gør mig usigeligt godt. Er jeg vred, træt eller stresset, kan en gåtur i skoven eller langs stranden gøre mig i godt humør igen. Når jeg færdes i naturen ser jeg såles ikke bare træer, jeg ser besjælede væsener, som hverken kan eller skal sammenlignes med mennesker, ikke i deres intelligens og ikke i deres eksistens. Men jeg føler, at vi som mennesker sagtens kan lære af naturen omkring os og lære, at åbne op for den energi og visdom der ligger overalt omkring os. 
Det er denne åbenhed der er formålet med min blog. Jeg vil gerne dele min oplevelse af naturen omkring mig og alle de skønne ting den kan bringe en- ikke kun energi, men også skønne materialer til selv at fremstille spændende ting, viden til at forstå og identificere de dyr og planter vi deler liv med og den fantastiske legeplads naturen er.

Jeg starter nu, ved vintersolhverv, begyndelsen af det nye år og så vil jeg gennem hver måned fortælle om naturen, aktiviteter og oplevelser som er relevante netop nu. 

Jeg håber, at både voksne og børn kan finde inspiration og glæde til at begive sig ud og gå igang med, at tage og give i den enorme balance vi er en vigtig del af.

 Tænkepause fra taget af en hytte, med udsigt over den omliggende bush.